Signe Vilstrup – Prisvindende dansk fotograf portrætterer stærke skæbner i Kenyas slum

Plan BØRNEfonden

Udstillingen kan ses fra d. 13. – 30. april 2018 hos YUME, Sustainable Design Concept Store, Århusgade 138 A, 2150 Kbh., Nordhavn.

Udstilling: Gruopvækkende historier og betagende skønhed. Kontrasterne er iøjnefaldende, når den internationalt anerkendte fotograf Signe Vilstrup åbner dørene til udstillingen Transformation sammen med udviklingsorganisationen Plan BØRNEfonden. Her ses slummens kvinder gennem modefotografens linse. H.K.H. Kronprinsessen deltager ved ferniseringen.

 

Sarah var bare 14 år, da hendes stedfar voldtog hende. I dag er hun mor til hans barn og kæmper for at passe sin skole og den lille dreng. Sarah er én af de 13 kvinder, som er hovedpersoner i en ny udstilling af en af Danmarks største modefotografer, Signe Vilstrup.

Til daglig er Signe Vilstrup kunstneren bag kameraet i store, internationale fotoproduktioner. Men sammen med Plan BØRNEfonden er hun denne gang taget til et af Kenyas værste slumområder, Kibera i Nairobi, for at fotografere stærke kvindeskæbner. Det gør hun med en æstetik, som står i skarp kontrast til den måde, piger og kvinder i slummen normalt fremstilles på.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg havde min første dag i Kibera, men jeg havde selvfølgelig en forestilling. Mit ønske var at skildre kvinderne på en mere utraditionel måde end den sædvanlige rå reportagestil, man tit ser fra slummen. Se skønheden i stedet for skraldet og fokusere på kvindernes styrke og stolthed,” siger Signe Vilstrup.

Fælles for de 13 unge kvinder, der portrætteres i udstillingen, er, at de alle er vokset op under barske vilkår, men også har gennemgået en udvikling – en transformation. Udstillingen sætter fokus på vold og undertrykkelse af piger og kvinder. Et globalt problem med millioner af ofre hver eneste dag.

”Plan BØRNEfonden vil sætte ansigt og personlige historier på de udfordringer, som så mange piger og kvinder møder i verdens fattigste lande. Vi vil vise de modige og stærke unge kvinder, som de er,” udtaler Plan BØRNEfondens direktør, Gwen Wisti.

I februar 2018 rejste Signe Vilstrup til Kenya med Plan BØRNEfonden for at møde de unge kvinder i slummen, som nu får mulighed for at fortælle deres historie gennem billederne.

”Vi har tidligere arbejdet sammen med Signe Vilstrup, og det glæder os, at hun igen vil samarbejde med os og formidle pigernes historie. Hun er en fantastisk kunstner, som gennem sine billeder tydeligt viser pigernes styrke og skønhed,” siger Gwen Wisti.

Udstillingen kan ses fra d. 13. – 30. april 2018 hos YUME, Sustainable Design Concept Store, Århusgade 138 A, 2150 Kbh., Nordhavn.
Der er fernisering på udstillingen d. 12. april, hvor minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs holder åbningstalen. Til stede ved ferniseringen er også H.K.H. Kronprinsessen.

Signe Vilstrup: Signe Vilstrup er en af Danmarks største modefotografer. Hun har modtaget adskillige priser for sit arbejde og står bag utallige serier og forsider for store modeblade, blandt andet Vogue, Vanity Fair og ELLE.

Plan BØRNEfonden: Plan BØRNEfonden er Danmarks største privatfinansierede udviklingsorganisation og en del af Plan International. Plan BØRNEfonden arbejder i mere end 70 lande for at sikre børn og unges rettigheder og ligestilling mellem piger og drenge.