Lisbeth Johansen

 

Ung dansk fotografi ’18 

Fotografisk Center
03.11. – 21.12.18

Udstillere: María Kristín Hassing Antonsdóttir, Hulda Sif Ásmundsdóttir, Julia Jayko Fossland, Lisbeth Johansen, Dan Frisk Petersen

For 18. gang præsenterer Fotografisk Center udstillingsserien Ung dansk fotografi. Med Christine Almlund fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner som gæstekurator viser udstillingen under temaet ‘identitet’ nogle bud på fotografiet af i dag.

Ung dansk fotografi ‘18 fremviser værker af fem udvalgte kunstfotografer – María Kristín Hassing Antonsdottir, Hulda Sif Ásmundsdóttir, Julia Jayko Fossland, Lisbeth Johansen og Dan Frisk Petersen. Alle har de arbejdet ud fra personlige fortællinger – både deres egne og andres, og brugt fotografiet som redskab til at fastholde erindringer og undersøge de ophav, som er med til at skabe vores identitet.

Igennem analogt fotografi, collage, digte, familieportrætter og naturfotografier bringes beskueren fra et dødsbo i Sønderjylland til snedækkede landskaber i Norge og storslået, men bipolar natur i Island og videre ned i gamle familiealbum og støvede arkivkasser. Alt dette i en søgen efter den personlige fortælling, der dog ikke udelader, at beskueren selv kan udfylde de tommer huller i historien med egne minder og sindstilstande.