NATHAN GULICK “WAITING ROOM”

  • Friday, April 19, 2019 17:00
    Saturday, May 11, 2019 17:00 
  • c4 projects, København Dybbølsgade 60 København, 1721

Nathan Gulicks udstilling Waiting Room sammensætter intimiteter fra to forskellige rum – venteværelset og det opbevaringsrum som befandt sig i kælderen af Gulicks barndomshjem i den Amerikanske Midtvest. Med Waiting Room ønsker Gulick at forholde sig til historiens, fotografiet og objekternes præserverende mekanismer, og søger derved at afdække de strategier, som anvendes i rum hvor møder mellem mennesker finder sted.

I venteværelsets limbo, hvor man samles side om side med fremmede, der venter på en diagnose eller information omkring deres indre liv – et intimt rum, dog offentligt, hvor en bred vifte af ellers usynlige fortællinger synliggøres. I kontrast til det, finder man opbevaringsrummet, der indeholder mange års  efterladte personlig minder. Her møder man en anden mental- og rumlig oplevelse – et lukket rum, som ikke bliver vist til gæster, fyldt op med beviser fra et levet liv.

Hvert af disse rum gemmer på en samling af ufortalte historier: Hvad deler vi med de objekter, der er gennemsyret af vores personlige historier? Er hvert objekt lige så stum som en gruppe fremmede? Måske røber objekternes patina deres alder og tiden som er passeret, eller måske er det rynkerne i huden eller det tøj vi bærer? Måske er referencerne tabt – forsvundne og misforståede i personlige fortælling eller kulturens specificitet. Disse og andre spørgsmål udforsker og bearbejder Gulick yderligere i Waiting Room.

Nathan Gulick (født 1980, Ann Arbor, Michigan) bor og arbejder i Los Angeles, Californien. Han modtog sin BFA fra School of Visual Arts i New York og modtog sin MFA fra Otis College of Art and Design i 2018, hvor han også fik tildelt Otis Academic Excellence Award. Han har udstillet hos Mandujano / Cell og FAR Bazaar – Foundation Art Resources i Los Angles, og ICE Gallery i San Diego, Californien. I slutningen af 2018 deltog han i gruppeudstillingen CTRL + Z på Roger’s Office i Los Angeles. Han udstillede i marts 2019 som en del af Other Places Art Fair i San Pedro, Californien.

c4 projects har udarbejdet et nyt to-årigt program: Intimitetsprogrammet 2019/2020. Med fjorten udstillinger ønsker c4 projects at styrke sin profil med et ambitiøst og mere internationalt orienteret program. Intimitetsprogrammet vil undersøge det mentalt intime og kropsligt udfordrende, det private, troens rum og seksualitet, og vil igennem fordybelsen i emnet intimiteter behandle og nuancere eksistensvilkår i vores samtid. Foråret 2019 vil byde på udstillinger, der udforsker den opfattelse og det nærvær, som c4 projects’ interiør indbyder til. Intimitetsprogrammet 2019/2020 er støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Billedkunstudvalg, Det Obelske Familiefond og Beckett Fonden.

Fernisering: Fredag d. 19. april, kl. 17-20.
Udstillingsperiode: D. 20. april – 11. maj, 2019.
Åbningstider: Torsdag, fredag og lørdag kl. 14-17.